Hust-familie i Virkelighedens Arvinger i aften

I aften kl. 21.30 ruller endnu et afsnit af dokumentarserien Virkelighedens Arvinger over skærmen på DR2. De tidligere afsnit har handlet om generationsskiftet i familievirksomheder som blandt andre Flügger, Sun-Air og Ree, og i aften er turen kommet til en af modebranchens mange familievirksomheder, Claire Group.

– Vi fik en henvendelse fra DR og syntes det lød relevant og spændende. Et generationsskifte i en familievirksomhed er en svær øvelse med masser af følelser involveret, og vi er glade for at kunne bidrage med at fortælle om de mange overvejelser, vi har gjort os i den forbindelse, siger Nikolaj Hust, der i dag ejer 30 procent af Claire Group, mens hans far, stifter Anders Hust, fortsat sidder på aktiemajoriteten med ejerskabet af de øvrige 70 procent.

– Tanken er, at generationsskiftet er færdigt til Claires 50 års jubilæum om ni år, siger Nikolaj Hust, der pointerer, at det ikke er et virksomhedsportræt, seerne skal forvente sig.

– Udsendelsen fokuserer på de problemstillinger, der viser sig, når en ny generation skal ind i familievirksomheden. Der er stor forskel på de holdninger, der hører generationerne til, hvor min fars generation nok typisk har sat firmaet foran familien og brugt utrolig meget tid i virksomheden – til tider på bekostning af familie og børn. Og hvor min generation ønsker en højere grad af balance mellem familieliv og firma. Hos Claire har vi en politik om åbenhed, og tv-udsendelsen viser et meget ærligt billede af de udfordringer, der er ved at lede en virksomhed i fællesskab med to forskellige generationers mind-set, forklarer Nikolaj Hust, der i udsendelsen fortæller om de mange overvejelser og store usikkerheder, han har haft i forhold til, om han kunne løfte arven efter sin far, og om det overhovedet var det, han havde lyst til at bruge sit professionelle liv på.

– Min far har altid haft en drøm om, at hans eneste søn skulle føre familiefirmaet videre, og det har ligget i kortene, at det skulle ske på et tidspunkt, men da min far falder om og bliver syg, så eskalerer tingene, og vi bliver nødt til at træffe nogle afgørende beslutninger tidligere, end det måske var planen, siger Nikolaj Hust om en af de problemstillinger, som tv-programmet kommer omkring.

– Vi giver sammen med de andre familier i dokumentarserien et sjældent indblik i de mange følelser, der er på spil, når en familievirksomhed går videre til den næste generation, siger Nikolaj Hust.

Claire Groups kunder, kon-kolleger og samarbejdspartnere kan få et sjældent kig ind bag facaden på en af modebranchens generationsskifter i tv-udsendelsen Virkelighedens Arvinger på DR2 mandag den 25. april kl. 21.30.

Virkelighedens_Arvinger_Hust_DR2

 

Foto: DR

 

 

Book your tickets